Når der er mere travlt i sundhedsvæsenet, end personalet kan håndtere sikkert, har det store konsekvenser – både for patienter og personale. For patienterne stiger risikoen for komplikationer, indlæggelserne bliver længere og utilfredsheden større. For personalet fører det til udbrændthed og personaleflugt.
En større dansk akutmodtagelse gav os derfor opgaven: Kan I udvikle et system, der kan forudsige, hvor travlt vi får – før vi selv ved det?
Med vores kombinerede indsigt i sundhedsvæsenet og matematik udviklede vi et computersystem, som ved hjælp af machine learning (AI) kan forudsige travlhed op til 12 timer ud i fremtiden. Det trækker på forskellige datakilder, fx hvor travlt der plejer at være, større begivenheder, vejret og flere andre, og ud fra det laves en række komplicerede matematiske beregninger.
Resultatet er en graf, som viser, hvor mange patienter der kommer time for time i fremtiden. Vi præsenterer både det præcise antal, som forventes at komme hver time, men også hvor sikkert systemet er på beregningen.
Dermed kan personalet selv være med til at afgøre, hvor stor værdi de vil tillægge systemets forudsigelser og dermed hvilken konsekvens, de vil tage.
Praemostro har været i brug siden august 2022 på akutmodtagelsen. Tiden har vist, at personalet stoler på forudsigelserne og bruger dem i deres hverdag. Og de kan roligt gøre. Mere end 95% af tiden rammer det nemlig rigtigt med +/- én patient i timen. Det er rigeligt præcist til, at afvigelserne uden problemer kan absorberes i driften.
Fordi det er rart at vide, hvad fremtiden bringer, bruger personalet også systemet i andre sammenhænge:
Når der er sygemeldinger, bruger de systemet til at afgøre, om det personale, der er på arbejde, kan håndtere dagens forventede patientantal, eller om ekstra medarbejdere skal kaldes ind.
Sundhedspersonale kaldes ofte ind, og man vil derfor helst ikke forstyrre dem på deres fridage, hvis ikke det er nødvendigt.
Viser systemet, at der ikke bliver travlt, kan det tilbageværende personale klare opgaverne selv, og fridagene forbliver (uforstyrrede) fridage.
Selv om patienter ofte ankommer efter et mønster (flest sen eftermiddag og tidlig aften), svinger det meget.
Personalet bruger derfor systemet til at planlægge deres arbejdsdag. Hvornår skal de holde pauser, hvornår får de tid til at rydde op, og hvornår skal de spise?
Alt det kan systemet hjælpe med til at planlægge optimalt.
Når man fornemmer, at der begynder at blive travlt, er det vigtigt, at man kan følge med. Er der flere opgaver, end personalet kan håndtere, risikerer de at komme bagud. Og selvom sundhedspersonale er vant til at have travlt, så kan det blive for meget. Kan de slet ikke følge med, har det konsekvenser for patienterne. Indlæggelserne bliver længere, og risikoen for komplikationer stiger.
Personalet kigger derfor på vores modeller, når det spidser til. Er det en kortvarig travlhed, kan det håndteres, og puklen bliver hurtigt afviklet. Men er det en længerevarende travlhed, må der tilkaldes hjælp. Enten skal folk kaldes ind hjemmefra, eller også hentes personale fra resten af sygehuset.